Sæt økologi på skemaet


Drnge-paa-mark

Sæt mere økologi på skemaet – få mere ud af indsatsen for sundhed, trivsel og fagligt udbytte på skolen.

Viden om økologi og økologisk produktion danner fundamentet for bæredygtig udvikling – både i skolen, i hjemmet og på arbejdspladsen. Derfor er det vigtigt at vedligeholde og opdatere børn og voksnes indsigt i grundlæggende forhold, der handler om sundhed, miljø og trivsel. Økologi er et ord, der har flere betydninger i dagens Danmark. Grundlæggende betyder økologi ‘læren om naturens kredsløb’. I faget Biologi bliver der undervist i økologi når emnet er økosystemer til lands og til vands. Vi mennesker har også en plads i økosystemet og indgår i det store kredsløb af fødekæder med det vi spiser, vores affald og energiforbrug. Det gælder også for landbruget, der desværre ofte kommer til at ødelægge økosystemet med udledning af blandt andet giftstoffer fra de pesticider, der bliver sprøjtet ud på marken. Nogle landmænd bryder sig ikke om at bruge gift, der tilsidst ender som reststoffer i både i dyr, mennesker og grundvand. De vil hellere drive landbrug med stort hensyn til økosystemet – og derfor vælger de at drive økologisk landbrug.

Når de økologiske landmænd ikke bruger kunstgødning og pesticider høster de ofte mindre udbytter. Derfor bliver varerne ofte lidt dyrere. Den merpris er en stor del af danskerne parate til at betale, fordi økologisk produktion tager hensyn til natur, miljø og grundvand. Mange vil også gerne undgå rester af pesticider i deres mad af hensyn til børn og voksnes sundhed – derfor køber de økologisk. Forudsætningen for at danskerne bliver ved med at købe de økologiske fødevarer er, at de lærer hvad økologi er – og at de ved, hvad økologisk landbrug er.